For to måneder siden startede jeg med at læse Skyriel, og for en uge siden afsluttede jeg Ildstorm. Denne serie har taget mig med storm! Den har så fandens meget af det som jeg elsker i bøger! Fantasy, magi, drager og profetier der altid først giver mening senere hen. 'amen, jeg elsker det bare. Dette er muligvis også indholdet i min yndlingsbog Eragon 🙈 så selvfølgelig bliver jeg så fandens tiltrukket af serien her!
Vores hovedperson Skyriel, bedre kendt som Sky er opvokset på øen Josil hos magikeren Alainon Domwiz. Hun ved ikke hvem hendes forældre er. Endnu. Alainon skal oplære Sky som magiker, men inden dette sker bliver han taget til fange, og Sky skal nu finde en måde at redde ham fra tortur og døden. Gennem bøgerne begiver hun sig ud på en rejse for at redde Alainon. Gennem denne rejse møder hun drager, tigre, ondskab og venskab. Gennem de tre bøger har hun også de tre profetier hun skal tænke på, blodbæstet som slår folk ihjel, hvordan hun kan redde folk fra blodbæstet, skal hun virkelig være borgfrue, og den nye konge, som måske ikke er den retmæssig arving til tronen. Kampen mod det onde træder til hen over bøgerne, og bliver det helt store i Ildstorm, hvor tronens retmæssig arving skal have sin plads, og alle magikere skal reddes fra døden. Med stor frygt for at spoile for meget, bliver det en helt fantastisk kamp, hvor folk og skabninger fra alle verdenshjørner deltager.
Kan vi ikke lige bruge et sekund på at snakke om Lene Dybdahls sprog? Jeg er helt vild med det, det er let og forståeligt. Det er muligt at læse accenter ud fra måden hun skriver på. Tænker her særligt Nitu og de elskværdige dværgkvinder som hjælper Sky, og hendes skældsord som altid får mig til at grine lidt, for de er virkelig underlige til tider. Lene er super god til at få læseren, til at føle sig ind i Sky og hendes tankegang. Til tider kan man som læser godt tænke "men Sky, er du ikke lidt selvisk nu?", men det er jo også en del af det at være ung, man er selvisk. Jeg synes det er fedt at Lene har fået den del af ungdommen med.
Udover sproget, er jeg også vild med den verden Lene har skabt (jeg er endnu mere vild med det kort der findes i alle tre bøger), og jeg synes det er fedt at vi kommer hele verden rundt. Vi finder drager, vi finder pirater, ja, vi finder faktisk det hele, og jeg fucking elsker det!
Bøgerne springer i synsvinkler, så man bliver helt forpustet, man møder nye mennesker konstant, men det hjælper også med at give indblik i hvordan andre, end Sky selv, forbereder sig til krigen der er ved at komme, og hvilken planer de håber vil bringe dem sejren. Det er også igennem disse synspunkter vi ser folk sejre og fejle, så efter et par forvirrende kapitler med mange spring, sætter man virkelig pris på det, for ellers ville der være så meget at handlingen, som man ikke ville kunne forstå.
Lene Dybdahl er en fantastisk forfatter, og jeg glæder mig til at læse hvad end hun finder på i fremtiden, for det kan kun være fantastisk! Ellers glæder jeg mig virkelig bare til at læse serien endnu en gang!
Skyriel, Blodbæst og Ildstorm får mine varmeste anbefalinger!
Comments