Indeholder spoilers ved *
Måske har i lige som mig, glædet jer til at His Dark Materials skulle komme ud på HBO Nordic (hver mandag frem til jul woohoo!), eller også har i ikke hørt om den, og undrer jer over hvad det er.
Serien er baseret på Phillip Pullmans bogserie fra 1995 ved navn His Dark Materials. Trilogien indeholder (som vist på billedet): Det Gyldne Kompas, Skyggernes Kniv og Rav Kikkerten. Med tre bøger, krydser vi da også fingre for at tredje sæson af His Dark Materials bliver en realitet. Ja, det er allerede nu offentliggjort at sæson to er klar.
I 2007 blev Det Gyldne Kompas for første gang filmatiseret med Daniel Craig og Nicole Kidman, hvor efterfølgerne var planlagt, men grundet dårligt salg og mangel på interesse for filmen, blev det aldrig til mere end den første film. Hvis man ikke har læst bøgerne, er filmen god, tager min fars ord for gode, for han elskede denne film i 2007-2008, indtil han kunne den udenad, og han havde gerne set at der kom fortsættelser hertil. Har man til gengæld læst bøgerne, vil man godt kunne mene, at filmen ikke er lige så god som bøgerne er. Den er ikke dårlig, den er faktisk godt lavet, den følger bare ikke bogen helt så godt. For en bogelsker er film næsten altid en skuffelse, sorry to say.
Nu 12 år senere sker det så at HBO har rettighederne til at filmatisere trilogien, og fuck ja, hvor er det bare fedt!! HBO har altid været dygtig til at lave serier (se bare game of thrones, the handmaids tale m.m.), så da jeg fandt ud af, at de ville lave His Dark Materials blev jeg ellevild.
Jeg må indrømme at første afsnit gjorde mig sindsygt glad, da afsnittet var slut sad jeg og tænkte: "Men det var da ikke en time langt?" Jo, det var det så, også selvom det kun havde føltes som 30 minutter. Jeg er positiv indstillet over for denne her serie, og jeg tror virkelig, at der skal meget til før jeg begynder at hade den. Det er jo HBO!! De kører ikke på små budgetter, der bliver virkelig lagt penge i denne her serie (den skulle gerne være det næste store efter GoT). Jeg synes bare første afsnit var super godt, og jeg elskede at have en hel time i Lyras Jordan, før hun tager videre ud på eventyr i kommende afsnit.
Hvis du ikke har hørt om serien før, handler den om vores kære Lyra Belacqua, som er vokset op på Jordan-kollegiet i Oxford, England efter hendes forældres død. I Lyras verden har alle mennesker en Daimon, en del af deres sjæl i dyre-form, der agerer som en slags samvittighed. Det vil sige, de kan snakke, ja. Lyras drøm er at komme med hendes onkel op nord, hvor panserbjørnene lever. Men hele Lyras verden vendes rundt da hendes bedsteven bliver kidnappet, og hun gør det til hendes mission at redde ham. Lyra kommer nu ind i en verden hvor snappere stjæler børn, hvor gypsierne bliver hendes redning, og hvor panserbjørnene bliver hendes venner. Hvor Støv ikke bare er støv, men grunden til menneskets natur. For ikke at spoile for meget af Skyggernes Kniv og Ravkikkerten, vil jeg bare sige at verden er ikke hvad den ser ud til, og børn kan være menneskets redning.
*Spoilers*
Alright, nu da vi ved mere om filmen, serien og handlingen, synes jeg vi lige skal snakke om, hvorfor denne bog var tæt på at blive banned og anset som farlig. Hvis du ikke har læst bøgerne, og ikke vil vide hvad der sker synes jeg, at du skal stoppe med at læse, med mindre du er virkelig nysgerrig og ligeglad med, ikke at have læst bøgerne. Et af de helt store emner i serien er religion. Ja, jeg ved det, religion, men serien er ikke religiøs, faktisk meget det modsatte. Serien bygger på at kirken bestemmer, og derfor er der ting som er rigtige og forkerte. Støv eksempelvis er forkert fordi det beviser at Gud ikke skabte mennesket. Lord Asriel har gjort det til hans mission at slå Autoriteten (Gud) ihjel for at redde hans datter Lyra, som er skæbnes bestemt til at være den nye Eva. Det forholder sig nemlig således at kirken og Autoriteten selv vil slå Lyra ihjel. De vil ikke have at hun bliver fristet af frugten. Første gang jeg læste serien var jeg nok for ung til at forstå Gud og Eva og fristelsen. jeg var chokeret over at ældre lærde mænd ville slå en uskyldige pige ihjel. Men jeg forstår nu, at Lyra skulle dø for ikke at blive fristet af frugten og kærligheden, at med Lyra ville der komme en ny verden, en verden hvor kirken ikke havde magten, og det kunne kirkens mænd ikke tolerere. Mange bøger indebærer religion, men det er første gang, jeg har oplevet at forfatteren slår Autoriteten ihjel, og jeg forstår godt at dette er kontroversielt, og jeg kan godt se hvorfor kristne har været sure over disse bøger (de hader jo også Harry Potter og kalder magi for djævelskab), men forfatteren selv har været ude og sige at bøgerne skal give børn mulighed for at tænke selv og bestemme selv. Det vigtigste er ikke at lære at tænke, men at lære hvordan man tænker. Jeg synes ikke det er en bog værd at ban og jeg synes ikke den er farlig, jeg kan forstå at folk tænker dette da det går mod deres religion, men jeg synes også at børn skal have muligheden for at finde ud af hvad de tror på selv, og jeg mener dette er en god bog, til at forstå, at det er okay at tænke selv og ikke fælge normen, hvis man ikke tror på denne.
*spoiler end*
Jeg håber med alt jeg har i mig at HBO gør serien lige så god, som jeg allerede ved de kan, og jeg håber virkelig de får fat i vigtigheden af kirkens fremtid og Lyras skæbne. Som bogelsker er serier altid bedst, for der er mulighed for flere detaljer, så jeg beder til at HBO samler alt det op, som filmen tabte.
Kære HBO lad venligst være med at tabe His Dark Materials på gulvet, vi er mange som elsker bøgerne, og gerne vil se hvilket smukt univers Lyra oplever.
Hvis du er kommet hertil, og ikke har læst bøgerne vil jeg 100% anbefale dig at læse dem, de er fantastiske. Der er en grund til at de er på min Top 10. Det er noget af de bedste jeg har læst, læst mange gange, puha, de bliver nok læst en gang om året, jeg elsker dem bare. Så har du tiden, synes jeg at du skal kaste dig over dem.
Comments