Åh, jamen, hvor skal jeg dog begynde? Denne bog er herlig! Har I set denne forside? Forelsket er jeg! Sissel Moody har skabt en verden så lig Den Uendelige Historie, men også så anderledes!
Vores hovedperson Linea har altid været glad for eventyr, og har levet lidt i sin egen verden. Hun får en dag tilsendt et brev gennem soveværelsesvinduet, hvor der står at hun er landet Laitanas frelser, og de har brug for hende i den magiske verden. Så Linea pakker hendes taske, og tager ud på sit livs eventyr.
Linea oplever venskab, fjendskab og kærlighed på hendes færd gennem Laitana, men vigtigst af alt, vil hun kunne redde Laitana fra den ondskab der hersker over landet?
Fans af Den Uendelige Historie vil kunne genkende Sissel Moodys inspiration herfra, heldigvis er bøgerne så dejligt forskellige, at det ikke ødelægger historien, men de har stadig deres sammenhænge. Amuletten som frelseren får, tiden der stopper i den virkelige verden, kampen om at redde verden fra det onde, en hovedperson der bliver mobbet grundet deres vægt. Det er dog også her sammenligningerne stopper, og Sissel Moody får skabt en indlevende historie i landet Laitana, hvor hovedpersonen ikke mister sig selv, men finder sig selv og sin styrke i sig selv.
Dejlig medrivende bog, som nemt kan læses på regnvejrsdage, med en kop varm te i hånden. Bogen har en ren følelse af hygge, som bør deles med flere, og så er det da bare super skønt at bog nr. 2 lige er udkommet og bare venter på at blive læst!
Denne bog får mine varmeste anbefalinger!
Opmerkingen