top of page
Search
Writer's pictureLiza Andersen

Boganmeldelse af Jagten på Julekuren af Kim Linnet

Anmeldereksemplar



Jeg elsker bøger om julen, som i virkelig elsker! Som i: da jeg var i praktik på et bibliotek, stod jeg i den hemmelige julesamling, og fandt de bøger jeg selv ville læse, inden de kom frem i juleudstillingen, jeg elsker virkelig julebøger! Derfor var jeg også hurtig til at sige ja, til at anmelde Kim Linnets bog ‘jagten på julekuren’.


Julekuren handler om Noah, hans venner Tekno-Troels og Hannah, samt hans forældre Mor og Far som sammen skal redde julen. Det går nemlig op for Noah, hans venner og hans forældre, at alle juletræer er døde. Granpesten har slået dem ihjel. Hvert eneste træ i hele verden. Men hvordan er granpesten kommet? Og findes der en kur til at redde grantræerne, så det kan blive rigtigt jul igen? Noah, Tekno-Troels og Mor og Far tager ud på en rejse til Sverige og Island, for at finde kuren til granpesten. Her møder de venner og fjender, islandske sagn og selveste julemanden!

Jagten på Julekuren er en fortælling på 24 kapitler, som passer fantastisk med at blive læst som kalenderlæsning i decembermåned, en lille nedtælling til jul, som gør december lidt sjovere. Jagten på Julekuren er nemlig en sjov julebog, som passer til en bred læsekreds. Kim Linnet siger selv at bogen passer til de seks til ti årige, men jeg vil vove at mene, at man sagtens kan være ældre og finde god underholdning i bogen. Der er fjollede forældre, sjove gadgets og spænding hele vejen gennem bogen. En sindsyg god bog, der passer perfekt til højtlæsning.

Kim Linnet har fortalt at denne bog er blevet testet på hans egne børn, inden den blev skrevet ned, og det mener jeg, at det godt kan mærkes. Den rammer bare lige det børn elsker, der er noget for alle. Jeg er dybt imponeret over bogen. Også det at den giver noget andet end mange andre julebøger giver. Jeg har læst om gårdnisser der bliver onde, romantiske julehistorier, ja, generelt bare julebøger der viser hyggen ved julen, men jeg har aldrig læst en julebog med stinkende trolde, børnespisende katte og plastikjuletræer til 24.000 kr. Det er virkelig en julebog jeg vil anbefale til alle, der har lyst til at læse en kalenderbog gennem december måned! Den er bare så god.


Jagten på Julekuren får ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/5


8 views0 comments

Comments


bottom of page